Det, der oprindeligt var en intim gave til kæresten, er nu endt med at blive en ung piges værste mareridt. Billedet er nemlig blevet spredt til elever på flere forskellige skoler via mobiltelefoner.
Pigen, der går i 8. klasse på Ølgod Byskole, har været meget påvirket af sagen, og derfor er både moren og skolen nu gået ind i sagen og har sendt en mail til forældrene på de skoler, som billedet er spredt til.
"Vi vil indtrængende anmode jer om, at I hjælper jeres børn med at få slettet billederne af Janni fra deres computere og telefoner. At videresende billeder af den slags er ikke bare ulovligt, det er også krænkende for dem, det går ud over," lyder det ifølge B.T. blandt andet i mailen.
Pigens mor mener, at de fleste billeder efterhånden er ved at være blevet slettet.
"Jeg tror, at mange af de unge mennesker er blevet overrasket over, hvor hurtigt sådan noget kan blive spredt," forklarer hun.