I disse dage holder repræsentanter for 47 lande møde i Washington. De skal diskutere, hvordan de kan forhindre, at flere lande får atomvåben.
I den forbindelse er Iran et vigtigt punkt på dagsordnen. Og Iran var netop på dagsordenen, da USA's præsident holdt et 90 minutter langt møde med den kinesiske præsident Hu Jintao. Mødet endte med, at Kina lovede at støtte en resolution mod Irans atomprogram, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Især den vestlige del af verden er bekymret over Irans planer om at berige uran i højere grad end nu. Og selvom Iran har bebudet, at deres atomprogram kun er til fredelige formål, frygter Vesten, at landet har planer om at bygge en atombombe.
Det var da heller ikke pæne ord Irans præsident, Ahmedinejad, havde til overs for mødedeltagerne.
"Disse fjolser, der står i spidsen, er som dumme åndsamøber, der trækker deres våben, hver gang de er presset uden at opdage, at tiden er løbet fra den opførsel," siger han ifølge den arabiske tv-station al Jazeera.