Myndighederne i Syrien har bevidst og systematisk børn som målgruppe i konflikten, mener FN's menneskerettighedschef, Navi Pillay.
Hun udtrykker dyb bekymring for de syriske børns skæbne. Blandt andet de mange børn, der bliver tilbageholdt i landet.
"De har gået efter børnene - uanset formålet - i stort tal. Hundredevis er blevet tilbageholdt og tortureret, det er forfærdeligt," siger hun til BBC, og fortsætter:
"Børn skudt i knæene holdes sammen med voksne under virkelig umenneskelige forhold, nægtes medicinsk behandling for deres skader og holdes enten som gidsler eller som informationskilder."
Syrien har nu accepteret en fredsplan, men mange sår tvivl om hensigterne. Fredsplanen er fremsat af Kofi Annan på vegne af FN og Den Arabiske Liga.
Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, har udtalt, at præsidenten vil blive dømt på det følgende forløb i Syrien.
Ifølge Navi Pillay har FN's Sikkerhedsråd tilstrækkelig information til at henvise Syrien til Den Internationale Staffedomstol (ICC).
"Efterforskning og retsforfølgelse er afgørende for at afskrække og sætte en stopper for de her overtrædelser," siger Navi Pillay.
Ifølge hende kan Syriens præsident, Bashar al-Assad, sætte en stopper for de mange tilbageholdelser og drab på civile ved at udstede en ordre.
Kilde: bbc.co.uk