Askeskyen skaber her til morgen igen problemer for flypassagerer flere steder i Europa.
I Holland blev landets to største lufthavne Rotterdam og Shiphol ved Amsterdam lukket her til morgen og vil være lukket indtil i eftermiddag.
Vulkanasken tvang allerede i nat myndighederne til at lukke lufthavnene Heathrow og Gatwick i Storbritanniens hovedstad London - indtil videre kan ingen fly lande i Gatwick indtil klokken 14 i dag dansk tid, og der er ligeledes problemer ved Heathrow indtil klokken 14, skriver BBC.
Den britiske regering har imidlertid advaret om, at dele af det britiske luftrum kan være lukket helt frem til i morgen, tirsdag.
Også lufthavnen i Dublin er lukket.
Herhjemme er der indtil videre ingen meldinger om problemer over det danske luftrum, men det færøske luftrum er lukket frem til klokken 18.
Den islandske vulkanaske har allerede nu været til stor irritation for mange flypassagerer og flyselskaber.
Værst gik det for sig, da meget af det europæiske luftrum blev lukket i seks dage i midten af april på grund af vulkanasken.
Dengang blev 100.000 flyvninger aflyst, og millioner af passagerer strandede rundt om i Europa.