Selv verdens mægtigste mand er magtesløs over for naturen.
Det er den amerikanske præsident Barack Obama i dag et bevis på. Han er nemlig blevet tvunget til at forlade Irland tidligere end planlagt, fordi en vulkansk askesky på Island truer det europæiske luftrum og driller flytrafikken.
"På grund af de seneste ændringer i askeskyens bane vil Air Force One rejse fra Irland mod London i aften," fortæller en repræsentant for det Hvide Hus til nyhedsbureauet Reuters.
Det var ellers først meningen, at Obama skulle flyve til England tirsdag morgen.
Og Air Force One er langt fra det eneste fly, der mærke den sorte aske fra vulkanen Grimsvötn krible i motoren. Askeskyen har siden søndag middag betydet, at luftrummet over Island har været lukket. Seneste nyt er dog, at det igen vil blive åbnet.
På Grønland betyder asken dog stadig aflysninger. På sin hjemmeside skriver Air Greenland, at Atlantflyvningen fra Danmark til Grøndland er aflyst på grund af asken.
"Det er ikke forsvarligt at overflyve askeskyen, der går helt op til 15 km op i luften. Askeskyen har spredt sig og på de foreliggende prognoser er der ikke udsigt til at situationen normaliserer sig til at man kan gennemføre flyvninger til Grønland. Det er ikke operationelt muligt at flyve uden om askeskyen," skriver det grønlandske luftselskab.
Meteorologer mener, at askeskyen vil nå Danmark tirsdag.
Kilde: Reuters