Den kæmpe sky af aske er på vej mod Danmark - og ved middagstid vil den angiveligt kunne genere flytrafikken.
Sådan lyder den seneste melding fra Trafikstyrelsen.
"Det ser ud til at det område med meget aske fortsætter med at drive ind over Danmark. Den nordligste del af Jylland vil man formentlig indføre flyveforbudszone omkring middagstid," siger pressechef Thorbjørn Ancker til Newspaq.
Den islandske vulkan Grímsvötn spytter stadig aske ud, og en lang sky bevæger sig i øjeblikket fra England over Nordsøen mod Danmark.
Trafikstyrelsen har derfor allerede lukket en lille del af det danske luftrum i Nordsøen i op til seks kilometers højde.
I Aalborg venter direktør i lufthavnen, Søren Svendsen, og ser hvad der sker, da der ikke er så meget de kan gøre på forhånd.
"Sidste gang havde vi en del problemer med aflyste fly, men lad os nu se, hvad der sker i løbet af dagen," fortæller han til Newspaq.
Der har allerede været aflysninger og forsinkelser på flyafgange til Grønland og Island.