Askeskyen blæser og flybranchen bløder.
Nu nedsætter transportminister, Hans Christian Schmidt (V), en task force, der skal se på alle aspekter af den alvorlige situation for flyselskaberne som følge af askeskyen fra Island, skriver Berlingske.dk.
På et møde mandag mellem ministeren, DI transport og luftfartselskaberne blev de enige om at danne en task force med repræsentanter fra små og store flyselskaber og danske lufthavne. Opgaven bliver at se på, hvad der skal gøres, for at hjælpe den blødende flybranche.
Senere mandag skal transportministeren deltage i et videomøde med andre europæiske transportministre, for at få et overblik over situationen i luften og diskutere de økonomiske konsekvenser af de mange aflyste fly.
Luftfartselskaberne skal indtil videre selv betale den regning, som de mange aflyste afgange og medfølgende strandede passagerer efterlader.
"Nu vil jeg høre, hvad mine EU-kolleger melder ud," siger ministeren om økonomisk dispensation til selskaberne.
Direktør for DI Transport, Michael Svane, oplyser, at flyvestoppet koster det danske samfund 150 millioner kroner i døgnet. Dermed har askeskyen allerede nu betydet tab på mindst 750 millioner og vil i løbet af et par døgn passere den første milliard.