Arsenal møder russere i Europa League-kvartfinale

Arsenal trak CSKA Moskva som modstander i kvartfinalen i Europa League, mens Atlético Madrid møder Sporting.
Arsenal slog Milan med samlet 5-1 i ottendedelsfinalen.
Arsenal slog Milan med samlet 5-1 i ottendedelsfinalen. Foto: Ben Stansall/AFP

Det engelske storhold Arsenal skal forbi russiske CSKA Moskva i jagten på trofæet i Europa League.

Det blev en kendsgerning ved fredagens lodtrækning til kvartfinalerne.

Turneringens vinder får en billet til næste sæsons Champions League, og det er efter alt at dømme Arsenals eneste mulighed for at nå det forjættede land.

Arsenal har haft en skidt sæson i Premier League, mens Europa Leagues ottendedelsfinale bragte en opmuntring til London-klubben, der over to kampe besejrede Milan fra Italien med 5-1.

Spanske Atlético Madrid udråbes af bookmakerne som favorit til at vinde Europa League. Klubben, der slog FC København ud tidligere i 2018, skal møde Sporting fra Portugal.

Atlético slog FCK med samlet 5-1 i 16.-delsfinalen, og i ottendedelsfinalen blev Lokomotiv Moskva slået med hele 8-1 sammenlagt. Klubben vandt turneringen i 2010 og 2012.

Den tredje kvartfinale står mellem italienske Lazio og Salzburg, mens tyske RB Leipzig tørner sammen med franske Marseille i den fjerde kvartfinale.

Første opgør i de fire dueller spilles 5. april, mens der er returkampe 12. april.

Finalen spilles i fransk Lyon 16. maj.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.