Malingen driver ned ad dekorationerne, mens regnen siler ned gennem loftet.

Den danske instruktør Peter Flinth er i Marokko. Omkring ham står et filmhold og et utal af dyrt betalte skuespillere og statister, der alle venter utålmodigt på det lille ord action .

Men der bliver ikke noget action den dag. Nogen i den enorme produktion har købt katten i sækken. Et filmstudie, der kun kan bruges i godt vejr. Oplevelsen er bare en af de mange dyrekøbte erfaringer, den danske instruktør har fået med på vejen i det store arbejde med filmatiseringen af Jan Guillous bestseller-trilogi om tempelridderen Arn Magnusson.

De færreste kender ham endnu, den 42-årige instruktør Peter Flinth. Men inden storfilmen Arn har han arbejdet som instruktørassistent for blandt andre Ole Bornedal og stået bag flere danske film, herunder ’Fakiren fra Bilbao’ og ’Ørnens Øje’, samt en række afsnit af ’Rejseholdet’ og den populære svenske krimiserie ’Wallander’.

Kæmper for kærligheden

Peter Flinth er ikke kommet sovende til det, der tegner til at blive hans store gennembrud som instruktør. Han har haft det dyreste filmbudget i Skandinavien nogensinde og et enormt pres fra alle sider.

Og ligesom filmens hovedperson Arn kæmper for sin tro og store kærlighed, har Peter Flinth også måttet slås både for sine kunstneriske ambitioner og for kærligheden.

»Jeg har kæmpet det meste af mit liv for at lave film på min måde. Jeg er typen, der bliver ved med at slås, indtil tingene lykkes. Da jeg mødte min kone, Camilla, tænkte jeg: Hende ville jeg have og gjorde alt for at se ud som en rigtig helt, så hun skulle falde for mig. I virkeligheden lignede jeg nok mest af alt Mr. Bean på frierfødder, men det lykkedes jo alligevel til sidst.«

Peter Flinth har også kæmpet sig over en række gevaldige bump, mens han det seneste halvandet år har instrueret filmen Arn . Ud over de mange dage, hvor optagelserne koksede, fordi det praktiske ikke var på plads, blev filmens rekordstore budget også overskredet.

Undervejs trak co-producenten Sveriges Televison sig, så projektet blev sat i stå, indtil der blev fundet en ny samarbejdspartner. Alt det plus en til tider lammende kritik fra den svenske og danske presse har sat den danske instruktør på prøve. Og selvom Peter Flinth udadtil virker rolig og afbalanceret, har de blandede anmeldelser og den negative omtale i Sverige indimellem sendt ham op i det røde felt.

»Mine film betyder så uendeligt meget for mig. Derfor bliver jeg nærtagende og irriteret, hvis anmelderne bliver unødigt personlige, eller hvis artiklerne er fulde af faktuelle fejl,« siger Peter Flinth.

Energien til at klare de drøje hug henter han hos familien, til trods for at de ikke har set meget til hinanden. Godt nok har de besøgt ham på optagelser i Marokko, Skotland og Sverige. Men hverdagen har de seneste år været levet på afstand. Savnet har naget, men familiens opbakning har været uanfægtet hele vejen igennem.

»Det slider på ægteskabet og forholdet til ens børn at arbejde så meget, som jeg gør. Men min kone, Camilla, har arbejdet for Læger uden Grænser , og hun kender vilkårene. Faktisk var det hendes idé at filmatisere Arn. Det er helt anderledes i forhold til børnene«.

Peter Flinth har to døtre, og de har også mærket deres fars fravær.

»Jeg kan huske, at jeg fulgte min yngste datter i skole, da hun startede i første klasse. Jeg hentede hende først igen til juleafslutningen i midten af anden klasse, da vi var færdige med filmen. Det siger noget om, hvor meget jeg er gået glip af,« fortæller instruktøren.

Hverdagens helte

I filmen, der allerede nu er blevet set af over 700.000 svenskere siden premieren juledag, er det især det store drama i fortællingen om tempelridderen, der gør Peter Flinth fascineret af Arn. Arn er et menneske, som andre drømmer om at være. Også instruktøren selv.

»Det, der gør Arn til en helt, er, at han står ved sit ord. Han er en mand af ære. Der findes også helte som ham i dag. Modige mænd og kvinder, der med fare for deres eget liv tør stå frem og sige sandheden og gøre opmærksom på de ting, der er forkerte i samfundet.«

Er du selv en helt?

»Nej, der er desværre ikke ret meget helt over mig.«

Svaret hænger i luften et øjeblik, inden han fortsætter:

»For nylig afværgede en af mine bekendte et overfald i S-tog. Det synes jeg var meget heltemodigt, og jeg havde nok ikke selv gjort det samme. Som de fleste andre ville jeg formentlig have vendt blikket den anden vej, fordi jeg var bange for selv at komme til skade. I et samfund, hvor vi konstant er bange, og det er farligt at færdes, fordi der ermed knivstikkerier og andre forfærdelige ting, kunne vi godt bruge nogle flere helte af den slags,« konstaterer han.