"Ved du, hvem din arbejdsmiljørepræsentant er?"
Det spørgsmål har Finansforbundet sammen med Epinion spurgt medlemmerne om. Og 54 procent af de 1.357, der svarer ved ikke, hvad arbejdsmiljørepræsentanten laver. Det skriver Magasinet Arbejdsmiljø.
Til sammenligning svarer 91 procent at de mener, at tillidsrepræsentanten er vigtig eller meget vigtig.
Den manglende synlighed blandt arbejdsmiljørepræsentanterne får nu Finansforbundet til at sætte fokus på at øge synligheden.
"Det kan være svært at blive set rent fysisk som arbejdsmiljørepræsentant, for den samme person kan have hvervet for flere pengeinstitutter på samme tid. Men vi vil sikre, at synligheden øges, for de udfører en vigtig opgave. Det kan vi blandt andet gøre ved at uddanne til at repræsentanterne gør sig mere synlige," siger næstformand i Finansforbundet Solveig Ørteby til Newspaq.
Hun peger på, at den manglende synlighed også kan skyldes at tillidsrepræsentanterne, som der er godt og vel tre gange så mange af, overlapper en del af arbejdsmiljøopgaverne.
Men selvom tiderne har skiftet, så arbejdsmiljørepræsentanternes rolle bestemt ikke blevet mindre vigtig.
"Før i tiden var de meget de fysiske opgaver omkring for eksempel borde og stole, de varetog. I dag arbejder de meget med det psykiske arbejdsmiljø," siger Solveig Ørteby.
Undersøgelsen viser også, at blot seks procent kunne overveje at melde sig som arbejdsmiljørepræsentant.
Professor Peter Hasle fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø vurderer, at usynligheden kan skyldes at måden arbejdsmiljørepræsentanterne udfører deres hverv på.
"Jeg tror, arbejdsmiljørepræsentanterne opfattes som usynlige mange steder. Men man skal selvfølgelig huske på, at arbejdsmiljørepræsentanten typisk arbejder gennem ledelsen. Derfor er det ikke sikkert, at man f.eks. vil være opmærksom på, at forbedringerne skyldes arbejdsmiljørepræsentanternes arbejde," siger han.
Kilde: Magasinet Arbejdsmiljø