Antallet af ansatte, der bliver sendt på arbejdsfordeling, når krisen krasser, er steget eksplosivt - og det redder mange job.
Ifølge en undersøgelse, som Danmarks største fagforening, 3F, har foretaget blandt sine medlemmer, har 28.000 lønmodtagere i 2009 indtil videre været i berøring med arbejdsfordelinger, hvor de på deres arbejdsplads samlet set går ned i tid i en periode på højst 26 uger, mod at medarbejderne undgår fyringer.
En stigning på 2.200 procent sammenlignet med 2008.
Ledighedsprocenten blandt 3F's medlemmer er 11,3 procent, mens ledighedsprocenten for personer på arbejdsfordeling er 14 procent.
Samlet set er det under hver sjette 3F'er, som bliver fyret efter at have været berørt af arbejdsfordelinger, og det er en succes, mener 3F, som ellers tidligere har været lunkent indstillet over for ordningen.
Arbejdsmarkedsforsker Peter Kongshøj Madsen fra Aalborg Universitet synes, det er overaskende få, der ryger ud i ledighed, når arbejdsfordelingen afsluttes.
"Man kunne ellers have den frygt, at arbejdsfordeling var et skridt på vejen, mens virksomheden bare ventede på bedre tider. Ny tyder de her tal på, at den trafik ikke er så udbredt, som man kunne have frygtet, så jeg er positivt overrasket," siger han.
I 3F er der stadig forbehold over for ordning, selv om den beviseligt bevarer mange job.
"Rigtig mange bliver fastholdt i det job, de havde før arbejdsfordelingen, og det er godt. Men det er vigtigt at understrege, at arbejdsfordelinger kun skal iværksættes, når der er udsigt til , at man rent faktisk kan blive i job, når arbejdsfordelingsperioden er overstået," siger forbundssekretær Per Christensen.