Den walisiske skuespiller Anthony Hopkins har sagsøgt filmproducenten Merchant Ivory Productions, fordi selskabet ifølge skuespilleren ikke har givet ham nok i løn for filmen ’City of Your Final Destination’, skriver Blockbuster.dk.
»Vi lægger sag an, for de både lyver og snyder. Det undrer mig, at de kan slippe godt fra det,« siger Hopkins ifølge Blockbuster.dk.
Han tilføjer, at han er ked, af at samarbejdet er endt sådan, for han kunne godt lide at arbejde sammen med instruktøren James Ivory.
Anthony Hopkins er i særdeleshed kendt for sin rolle som psykopatisk morder i filmen ’Ondskabens øjne’. Han har tidligere arbejdet sammen med Merchant Ivory Productions, der står bag filmene ’Resten af dagen’ og ’Howards End’.