Ifølge de franske myndigheder er antallet af coronadødsfald lørdag steget med 642 til 19.323.
Antallet af coronapatienter, som er indlagt på landets hospitaler, er faldet til 30.639 fra 31.190 fredag. Det er fjerde dag i træk, at dette tal er faldet.
Antallet af døde på franske plejehjem er steget fra 7203 fredag til 7481 lørdag.
Frankrig er et af de hårdest ramte lande i verden under coronakrisen. Kun Spanien, Italien og USA har haft flere dødsfald.
Set i forhold til befolkningens størrelse har Frankrig 28,8 døde for hver 100.000 indbyggere. Det tilsvarende tal for Spanien er 42,6, mens det i Italien er 38,7 og i USA 11,1.
Mandag forlængede Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, nedlukningen af landet til 11. maj.
Dermed skal franskmændene stadig blive hjemme. Borgerne må kun gå ud for at købe mad, gå på arbejde, gå til læge eller få motion på egen hånd.
Efter 11. maj vil landet begynde at genåbne daginstitutioner og skoler, sagde præsidenten mandag.
Ifølge den britiske avis The Telegraph er Macron blevet træt af at vente på forbundskansler Angela Merkels støtte til hans visioner om styrke den europæiske integration.
Avisen skriver, at den franske leder har fundet nye allierede i EU's korridorer, og han vil angiveligt på baggrund af coronakrisen forsøge at få sine planer om en styrket og mere integreret eurozone ført ud i livet.
Macron støttes i projektet af de sydeuropæiske lande, som er hårdest ramt af coronapandemien - deriblandt Spanien og Italien.
De franske ledere står over for at skulle beslutte, hvorvidt den årlige nationaldag, Bastilledagen, den 14. juli skal markeres med de traditionelle militære parader.
Der er endnu ikke afgjort noget med hensyn til den 14. juli, sagde en viceminister i Macrons regerings, Geneviève Darrieussecq, fredag.
- Udviklingen i situationen i de kommende dage vil afgøre det, sagde hun.
Tusindvis af mænd og kvinder fra Frankrigs hær, flåde og luftvåben plejer at marchere på Champs-Elysees-avenuen i Paris og andre steder i landet ved de årlige parader på dagen.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP