"Det ser ikke godt ud"
Det er beskeden fra fagforeningen DJØF, efter Forsvarsministeriet har overladt det til politiet at finde ud af, hvem der bragte danske soldaters liv i fare med en læk af hemmelige oplysninger i 2007.
Søren Gade(V) har afleveret en liste til politiet over mulige personer, der kan have lækket fortrolige oplysninger til pressen om jægersoldaternes udsendelse til Irak i 2007.
Den liste indeholder blandt andet embedsmænd i ministeriet, og det får fagforeningen til at råbe op.
DJØF mener, at der skal foretages en intern undersøgelse af spørgsmålet - "meget, meget hurtigt", som de siger til Politiken.
"Forsvarsministeren og regeringen skylder både soldaterne og medarbejderne i Forsvarsministeriet at få iværksat en undersøgelse internt," siger Per Hansen fra DJØF til avisen.
Også Dansk Magisterforening kritiserer ministeren for at give ansvaret for én mands forbrydelse til alle ansatte i ministeriet.