Hun gik omsværmet af journalister til og fra retten i Odense, indtil hun i slutningen af september modtog sin dom på to års ubetinget fængsel. Og nu kan der komme flere sager ud af Anni Brinch-sagen.
For i dag kan Ekstra Bladet nemlig vise et billede, hvor hun på vej mod et retsmøde den 2. september bærer en politirapport i et rødt omslag.
Og da man som tiltalt i en straffesag kun må se sit anklageskrift, er hendes advokat, Ole Schmidt, nu kommet i politiets søgelys. Han benægter dog alt.
"Den slags gør jeg aldrig, og jeg er meget opmærksom på at overholde alle bestemmelserne omkring de her ting," siger han til Ekstra Bladet.
Men avisen erfarer alligevel, at Fyns Politi efterforsker Ole Schmidt, dog uden at have rejst tiltale mod ham endnu. Oplysninger, der dog ikke bliver bekræftet fra politiet selv.
"Finder man den slags papirer hos den tiltalte i en sag, er det selvfølgelig nærliggende at mistænke forsvareren for at have brudt sin tavshedspligt. Teoretisk kan tiltalte dog også have fået papirerne på en anden måde," siger Ole Schmidt.
Ud over de to års fængsel, fik Anni Brinch også konfiskeret de 6,4 millioner kroner, hun havde tjent som bordelmutter.