Med fire mål på fire forsøg gjorde Anne Mette Hansen sit til at hjælpe Györi til storsejr på 32-24 ude over Nykøbing Falster Håndbold i Champions League.
Anne Mette Hansen spillede i længere tid, end hun plejer at gøre på det ungarske storhold. Men hun vil gerne have endnu flere minutter i angrebet.
- Det gik fint. Jeg synes hele tiden, at jeg får lagt nogle lag på, så det er rigtigt dejligt.
- Jeg vil gerne vise noget mere i angrebet. Jeg føler mig mere og mere sikker, så det er rart, siger Anne Mette Hansen.
Siden skiftet fra København Håndbold sidste sommer var det Anne Mette Hansens første optræden i en dansk håndboldhal.
- Det er altid dejligt at komme tilbage til Danmark. Det var den første kamp, jeg spillede på dansk jord i denne sæson, siger hun.
Györi havde ikke de store problemer med at besejre Nykøbing Falster i lørdagens kamp.
- Jeg synes, det var en koncentreret indsats. Vi ved, at vi skal være klar mod et hold som Nykøbing, som kører på i 60 minutter.
- Hvis man lige pludselig lukker dem ind i kampen, kan de være svære at stoppe, lyder det med respekt fra Anne Mette Hansen.
Klasseforskellen var mest synlig i første halvleg, hvor ungarerne kom foran med syv mål.
- Vi er måske lige en tand større. Og fysikken spiller også en rolle. Nykøbing kæmpede godt og har et godt hold, siger Anne Mette Hansen.
Hun ser Györi som en af favoritterne til at vinde Champions League i denne sæson.
- Vi skal først og fremmest i Final 4, og så kan alt ske. Vi har en rigtig god holdånd, og vi er virkelig gode til at kæmpe for hinanden. Så jeg håber, det kan tage os langt, siger den danske landsholdsspiller.
/ritzau/