Fuck dig er nok de ord, man forbinder mest med Anna David. Hun slog igennem med nummeret, hvor hun sagde fra over for en ekskæreste. Men nu skal sangerinden også have gang i andre talenter. Hun skal nemlig spille en af de bærende roller i TV 2's nye store tv-serie 'Store Drømme'.
Serien handler om en række studerende på et musik-akademi - ret meget som i 80'er-hittet 'Fame'. De unge, smukke studerende skal leve op til en række krav inden for dansk, sang og skuespil, og det skaber en del genvordigheder.
Anna David skal spille sammen med blandt andet Maria Lucia og Simon Mathew.
TV 2s programdirektør Palle Strøm er begejstret for serien.
"Jeg er stolt over 'Store Drømme' og håber, den bliver for de unge i dag, hvad 'Fame' var for min generation. Med 'Store Drømme' skyder vi en musikalsk ungdomsserie i gang, der er levende, let og har masser af unge talenter i hovedrollerne," siger han ifølge ekstrabladet.dk.