Ansigtet stivner, tungen svulmer op, huden bliver rød og kløende, og hun kaster op for til sidst at besvime.
Den danske sangerinde Anna David fortæller til bladet Astma-Allergi Danmark, at hun lider af alvorlig allergi, men at hun endnu ikke ved, hvilke ting det er, der får hende til at reagere så voldsomt.
Første anfald var i december, og ventetiden på en allergiudredning er et halvt år.
- Den allergiske reaktion, jeg har fået, kan man dø af. Jeg er da nødt til at vide, hvad det er, jeg ikke kan tåle, for at undgå det i fremtiden. Lige nu lurer farerne overalt, var Anna Davids kommentar til hospitalet, da hun blev indlagt.
Tre måneder senere bliver hun igen indlagt og behandlet for et anafylaktisk shock, en livstruende allergisk reaktion. Kort efter får hun en tid til allergiudredning.
- Om det er fordi, jeg er kendt, eller fordi jeg har været så insisterende, ved jeg ikke. Lige meget hvad er det absurd, at allergikere ikke kan blive udredt hurtigere. Nogle gange får jeg nærmest dødsangst, fordi jeg ikke ved, hvad jeg fejler. Det er invaliderende, siger hun til bladet.
Ifølge sangerinden har det værste i forløbet været, at hun ikke har kunnet beskytte datteren Alba fra at overvære de voldsomme anfald.