Det blev en fødselsdag, som Basim nok ikke glemmer lige med det samme. Søndag fyldte stjernen fra X-Factor 18 år, og han valgte at fejre fødselsdagen med en koncert på Plænen i Tivoli. Men pludselig overvældede følelserne den nu myndige sanger. Det skriver Ekstra Bladet.
Basim troede egentlig bare, at han skulle synge for de 300-400 fans, der var mødt op på Plænen for at høre koncert med Basim, Alien Beat Club, Nate Butler, Joey Moe og en letpåklædt Anna David.
Men så fik den charmerende, tidligere "Vild med dans"-deltager sig en gevaldig overraskelse. Først kom vennerne fra Alien Beat Club på scenen og forærede ham en GPS. Forvirret tog han imod gaven, velvidende at han med sine 18 år hverken har kørekort eller bil. Men det sidste har han nu.
For derefter blev en sort Citroen C 1 hejst op på scenen og foræret til den unge stjerne, der måbende kunne se til. Da han endelig fik overrakt nøglerne til den store gave, blev det for meget for det overvældede fødselsdagsbarn, og tårerne brød begyndte at trille.
Den dyre fødselsdaggave er sponsoreret af et børnetøjsfirma og en nordjysk bilforhandler. Basim har indtil videre haft fire køretimer, så der går lidt tid inden han kan sætte sig bag rettet i egen bil.