
Anna David: 2
Hun lignede måske nok en musikhistorisk parentes, da landeplagen (tag udtrykket helt bogstaveligt) ’Fuck Dig’ raserede i 2005. Og det er Anna David måske nok stadig.
Men i så fald en lang en af slagsen. På sit andet album beviser den 22-årige sangerinde, at hun kan sit vokale håndværk og sidder solidt på den dansksprogede R&B-trone.
Som titlen lidt indikerer, bringer ’2’ dog ingen revolutioner med sig. Det er effektivt produceret, men uden musikalske nybrud, og sine steder bliver poppen for klæbrig og letkøbt.
’Chill’og ’Smid De Hænder Op’ er næsten uudholdelige, men til gengæld gemmer numre som ’Nr. 1’ på den fornødne kant, der kan gøre Anna David til et langtidsholdbart bekendtskab.
Anmeldt af Rune Skyum-Nielsen | rusk@avisen.dk