Yoav: Charmed & Strange
(Universal)
Denne israelsk-sydafrikanske ungersvend er et interessant bekendtskab på en soulscene, som ofte får overbalance i kommercielt og/eller klichéfyldt overmod.
Yoav bruger sin akustiske guitar som en hiphop-producer bruger pladespillere og mixerpult. Looper, sampler og trommer løs, gør han, så et nuancerigt lydbillede tager form.
Samtidig crooner den hvide verdensmand med et groove, der lægger sig trygt i baghjulet på amerikanske Thicke og Timberlake.
På hittet Club Thing er der dømt dirty dancing, mens han udfolder sangskrivergenet på den skrøbeligt eksekverede One By One .
Alsidigheden til trods strander Charmed & Strange sine steder på den ensformige klangfarve. Men Yoav er charmerende og særlig – samt værd at investere i.
Anmeldt af Rune Skyum-Nielsen.