Stardust, Instr. Matthew Vaughn
Efterårsferien byder på hele tre nye fantasy-film. Men mens ’Guldhornene’ og ’The Dark is Rising – Den sorte rytter’ satser barnligt, både på og foran lærredet, er ’Stardust’ et anderledes fuldmodent eventyr.
Trods superstjerner som Robert De Nero, Michelle Pfeiffer og Claire Danes i bærende roller, ankommer den fantasifulde fabel uden det store forskræp. Besynderligt, for efter en (for) rodet og pjanket indledning udvikler ’Stardust’ sig til en lille nyklassiker indenfor genren, der vil nyde kultstatus i årene der kommer.
Magiske løjer
Vi starter i en engelsk landsby, en gang i attenhundrede-noget. Her lover den eventyrlystne købmandslærling Tristan (Charlie Cox), at bringe sin hjertenskær et stjerneskud. Det har gimpen nu ærlig talt ikke fortjent, og heldigvis oplever Tristan da også en anderledes gengældt kærlighed på rejsen i det hemmelige eventyrrige Stormhold. Der tager stjerneskud nemlig yndig menneskelig skikkelse (Danes) – men er også centrale for syv kronprinsers morderiske kamp om tronen og en heksedronnings (Pfeiffer) higen efter evig ungdom.
Og så er de romantiske og magiske løjer ellers løs med morsomme højdepunkter fra sarkastiske spøgelser, mænd tryllet til geder og geder tryllet til mænd, alternativ brug af voodoo-dukker og barok læsning i dyreindvolde.
Cox og Danes brænder måske ikke afgørende igennem, men Pfeiffer er pragtfuld som skrækkelig og smuk skurkinde, geniet Ricky Gervais (’The Office’) dukker op i en forbilledlig tør cameo, og så er De Niro sjældent set sjovere end i rollen som brysk luftskibspiratkaptajn, med en lyserød tøsedreng indeni.
Plotelementerne i ’Stardust’ kan dårligt kaldes originale, der lånes lystigt fra folkeeventyr og allehånde fantasy. Men tilsat kække replikker, skæve indfald og usvulstige (men probate) billeder og effekter, ligner den nye helhed alligevel ikke noget, vi har set længe. Det skulle da lige være ’Pirates of the Carribean’-serien, der drives af den samme humoristiske tone og magiske logik.
Fjollet og fængslende
Sælsom og afslappet er ’Stardust’ derfor et fornøjeligt fjollet og fængende bekendtskab, der bliver bedre og bedre undervejs. En kærkommen fantasy-overraskelse og en absolut nødvendighed for alle fans af genren.