Michael Falch & Boat Man Love, Pumpehuset, torsdag aften

Ild .

Falch kunne ikke have valgt et mere passende intro-nummer, for den gamle popdreng mødte i går op tændt på mørke, helvede og rock n roll. Klædt i sort fra top til tå, stramme jeans, sort læderjakke. Michael Falch fremstod væsentlig mere vital og ilter end sit (stort set) jævnaldrende publikum, der alle havde sørget for godt med beskyttelse til sarte ører under gråtonet hår.

Ild er den sang, jeg spiller for folk, der ikke tror på at Malurt-manden er blevet genfødt i bekendelsesrockens tegn. Det er et rustikt og pulserende nummer om begær og lidelse, hvor Falchs forpinte vokal bliver kommenteret af den mest skæve, sprøde, klagende guitar og en bas, der tungt vandrer derudaf.

Den form for Ild kan man ikke få nok af.

»Giv os Falcke-blikket ,« råbte en tilhører. Det fik han. Og mere godt fra veteranens nyeste rockudslip: Forkæl dig selv . To sange henne spjættede den folkekære forsanger allerede af spilleglæde, hvorefter han ikke længere kunne holde sin skjulte evergreen-agenda tilbage.

»Er det okay, hvis vi også spiller nogle gamle sange?,« spurgte han.

Stor begejstring.

»Ja, det er sgu dem, vi gerne vil høre,« sagde en halvskaldet mand på cirka samme alder som Michael Falch.

Og så skrålede han og hele den fulde sal med på 80 er-klassikeren Mød mig i mørket .

Men nej, kæmpehittet var ikke blot en hurtig luns kød til de sultne masser. De fik også Lykkelig undervejs fra det sidste soloalbum (2001) inden, han så stærkt kom tilbage i 06 med den den befriende Falder du nu .

Sådan kørte det. Ny sang, gammel sang. Ny sang, gammel sang.

Og så pludselig plage-signaturen I et land uden høje bjerge , nu dog herligt befriet for keyboardklang, men sendt mod himmels med gnistrerende guitar.

De bakker djævelsk godt op, Boat Man Love, men den sang kan ikke reddes. Den er håbløs patetisk, og når ikke en af de nye, sjælfulde ballader som for eksempel Kærlighedens gnist og Min historie til sokkeøllet.

Men de sange fik vi ikke, skønt Falck nu om dage er både lyrisk og melodisk skarpere. Langt om længe tilpas kantet frem for blødt rundet af det liv, der som sådan har givet ham nok af trængsler. Det skar han selv solo ud i en akustisk udgave af Farvel Elisabeth , og det var mildt sagt rørende sådan at lægge øre til en autentisk skilsmisse - på noder.

Stærkest stod King Baby , Over Vesterbros Torv og Rock¿n¿roll . Og så finalen med Lad mig lige se dig , der (heldigvis) afløste et slut-medley af de gamle Superlove og Sommer .

Michael Falchs to seneste plader kan sagtens stå på egne ben. De er rå, ærlige og insisterende. Og hænger åndeligt ikke sammen med de glatte Malurt-tider. At satse benhårdt på sit nye jeg ville have betydet en mere helstøbt koncert.

Man forstår ham, den gamle popsanger, men der er ingen grund til at hælde Malurt i bægeret, når man har nye, friske kvalitetsvarer på lager.