Den 25-årige Mazdak Fabricius, som ved Retten i Glostrup er blevet kendt skyldig i drabet på Osman Nuri Dogan, skal have livstid.
Det ønske fremlagde sagens anklager kort før middag. Ifølge ham er sagens karakter afgørende for strafudmålingen. Det er blandt andet det forhold, at drabet synes planlagt, og at det er udført med kynisme, som skal være udslagsgivende for straffen.
Anklageren hæfter sig også ved, at drabet er begået som en del af en større konklift mellem to grupperinger.
Mazdak Fabricius' forsvarer, Michael Juul Eriksen, mener til gengæld ikke, at man kan lægge sagen ind i den store bandekonflikt. Han argumenterer med, at sagen ofte er blevet benævnt som den sag, der startede hele konflikten.
Juul Eriksen mener derfor kun, at den 25-årige skal have 12 års fængsel. Derudover bør retten trække to år og fem måneder fra dommen, for sager som Mazdak Fabricius tidligere er straffet for.