Ni års planlægning, en massiv bilbombe, en sindssyg massakre og foreløbig 76 døde.
Sagen mod Anders Breivik, der i fredags gik amok i blodrus, er meget stor og meget kompleks, og derfor kan den norske rigsadvokat ikke love et færdigt anklageskrift lige med det første, skriver NRK.
"Det vil ikke være klar før årsskiftet, det må være et udgangspunkt. Så må vi se, hvor lang tid ind i næste år vi får brug for," siger rigsadvokat Tor-Aksel Busch til NRK.
Breivik skal nemlig under afhøring og senere retssag svare for hvert eneste menneskeliv, han tog.
"Det er et møjsommeligt arbejde, og jeg håber, folk har forståelse for det. Af respekt for de døde og pårørende skal gerningsmanden svare for hvert enkelt drab med de krav til dokumentation, det indebærer," forklarer Busch.
Hvis Breivik tiltales efter terrorparagrafen, står han til 21 års fængsel. Men det er også muligt, at han tiltales for forbrydelser mod menneskeheden, og så kommer straffen nok ikke under 30 år.
Kilde: NRK