En større Sankt Hans-fest udviklede sig i går aftes til knivstikkeri ved Amager Strandpark.
En person fik en del slag, mens en anden person kom alvorligt til skade, da han blev stukket med kniv.
I nattens løb har han gennemgået en operation i maven, men lægerne melder ham i dag uden for livsfare, fortæller efterforskningsleder Kenneth Vesth fra Københavns Politi.
"Han har det efter omstændighederne godt, og lægerne har ved 7-tiden i morges erklæret ham uden for livsfare. Nu ligger han til observation på intensivafdelingen," siger Kenneth Vesth til Newspaq.
Efterforskningslederen fortæller, at knivstikkene ramte den 37-årige i leveren, som lægerne derfor har opereret på natten igennem.
Politiet har anholdt en 19-årig mand med blod på tøjet, og han mistænkes for at have været oppe at slås med to andre mænd, som er indlagt på Rigshospitalet.
Han er i øjeblikket til afhøring på Station Amager, og politiet vil efterfølgende vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.
Episoden fandt sted på en parkeringsplads ved boligområdet Hyacintgården på Amager.