Selvsikker og succesfuld udadtil, mens tvivlen gnaver på de indre linjer.
Skuespiller Dejan Cukic kan hente meget fra sit eget liv i rollen som den kompromisløse instruktør Marko i Per Flys Forestillinger . Udadtil er Marko samlingspunktet, ham alle lytter til og drages imod. Ham der har succes i både sit arbejde og sit privatliv, men indeni jages af en angst, der er ved at drive ham ud i en tilstand af vanvid.
»Angsten er den største fjende,« siger Dejan Cukic.
»Jeg har været skuespiller i 15 år, og jeg har aldrig været med i et teaterstykke, hvor jeg ikke har tvivlet. På stykket og altid på min egen præstation.«
Og særligt teateret kan være nådesløst, mener Cukic, der i øjeblikket spiller med i den anmelderroste forestilling Som brødre på Plan-B teateret.
»Du kan rende rundt og pille dig selv i navlen på en scene i to måneder, men det er først, når publikum er der, at du kan mærke og se, om det er lykkedes.
Ingen musicals
Ser man på Dejan Cukics cv, tyder alt på, at det er lykkedes for den 40-årige serbisk-dansker at skabe sig en profil som en af de helt store skuespillere herhjemme. Selv er han også godt tilfreds, når han ser tilbage på karrieren – lige med undtagelse af rugbrødsfilmene ; de mere kommercielle produktioner, der skal holde økonomien oven vande.
»Marko mener, at teateret er blevet for kommercielt, at det er ren underholdning, uden at man får noget med hjem. Det kan han godt have ret i. Det er da hårdt, når man synes, man laver noget relevant og så skal kæmpe for at få folk ind, mens ’Phantom of the Opera’ bare sælger. Teateret har jo også den funktion, at det skal omvende folk, det skal danne.«
Magnetiske Marko
Det krævede ikke megen research, da Cukic skulle forberede sig til rollen som Marko. Teatermiljøet var velkendt, så det var Markos personlighed, der var den store udfordring. Marko har en nærmest magnetisk tiltrækning på alle sine medspillere, og hvordan spiller man det, spørger Dejan Cukic retorisk.
»Jeg kom til at tænke på min onkel, der havde en utrolig kraft, så man bare sad og lyttede til ham. Det handler om indre ro, at turde være sig selv, at turde være kompromisløs, at turde forlange, at sådan vil jeg have det.«
På den måde adskiller Marko sig fra den gennemsnitlige danske pænhed, hvor man helst skal sidde i rundkreds og høre alles mening, inden man træffer en beslutning, mener Cukic.
»Men at turde bestemme er jo noget, folk bliver fascineret af. Det kan folk jo godt lide, og det tror jeg ikke, man skal være særligt bange for.«
Afsnittet om Marko vises søndag på DR 1 kl. 20.00. Det er det sidste afsnit af Forestillinger
Født 25. november 1966 i Jugoslavien
Kom til Danmark som 11-årig fra en landsby i Montenegro
Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1993.
Film-og
tv-roller i bl.a. I Kina spiser de hunde, Den serbiske dansker ,
Nikolaj og Julie og Anna Pihl Teaterroller i bl.a. Romeo og
Julie , Gud bevare Danmark , Snedronningen , Kirsebærhaven og nu
Som brødre .
Bor på Nørrebro i København med hustruen Carina og deres datter på 13 år.