Norsk politi har igen i går afhørt Anders Breivik, gerningsmanden bag Oslo-bomben og massakren på øen Utøya.
Det oplyser politiet på en pressekonference, som VG sender direkte.
"Ligesom ved de tidligere afhøringer forklarede han sig godt og velvilligt. Afhøringen i går drejede sig specifikt om detaljer i planlægningen og en del om detaljer vedrørende udførelsen," fortæller politiadvokaten.
Stabschef for Oslos politidistrikt afviser på pressekonferencen spekulationer om, at politiet kunne have været hurtigere fremme på Utøya, hvis de havde brugt en helkopter til at komme ud på øen.
"Det er vigtig, at man kender helheden, når man skaber et billede af, at man kunne have været på Utøya i løbet af otte minutter. Det kunne man overhovedet ikke," siger stabschef Johan Fredriksen.
Politiet arbejder fortsat for fuld kraft på efterforskningen af terrorangrebet. 150 mand - efterforskere, teknikere og analytikere - arbejder med det, politiet kalder "indsamlingsfasen".
"Vi arbejder så systematisk, som vi kan, men denne her indsamlingsfase er det største arbejde, vi har haft at gøre med, så det kan godt ske, at vi ikke i alle tilfælde kan svare på ethvert spørgsmål," sagde vicepolitimesteren, som anslog, at politiet er nået igennem knap en fjerdedel af indsamlingsfasen.
Norsk politi efterlyser samtidig flere ofre for Oslo-bomben. I morgen åbner politiet således en særlig telefon, hvor en pressemand hver dag fra kl. 9-16 vil tage imod henvendelser fra folk, der mener, at de er ofre for bomben.
Det gælder folk med fysiske skader, men også andre berørte kan vurderes at være offerramt. Telefonen holder åbent frem til d. 19 august.