18 år og så må du klare dig selv. Sådan ser livet ud for anbragte unge i Danmark, på trods af at kommunerne ifølge loven skal lave plan for de unges første voksenår.
Ankestyrelsen har gennemgået 139 sager fra 17 kommuner, og tendensen er klar. I stort set alle sager begår kommunerne fejl.
"Lovens tale er klar: De unge skal allerede et halvt år, før de bliver 18 år, have en færdig handleplan for det videre liv, og i planen skal indgå, om den unge f.eks. stadig skal bo hos plejefamilien eller ud at bo for sig selv. Det sker bare ikke, og det er meget uheldigt for disse sårbare unge," siger ankechef Henrik Horster fra Ankestyrelsen til Jyllands-Posten.
Velfærdsminister Karen Jespersen (V) er også bekymret, og hun vil nu have præciseret kommunernes forpligtelser i loven.
"Det er vigtigt, at de anbragte unge får en ordentlig overgang til deres liv som voksne, og her er efterværn en rigtig stor hjælp. Men det kræver, at handleplanen for den unge er klar i tide, så der fra begyndelsen er styr på indsatsen," siger ministeren.