Det vil få konsekvenser for Vestas' topchef Ditlev Engel, at selskabets formand og næstformand træder tilbage.
Det vurderer senioranalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen.
Efter flere skuffende regnskaber i træk træder Vestas mangeårige bestyrelsesformand, Bent Erik Carlsen, tilbage ved den kommende generalforsamling i marts.
Også næstformand, Torsten Erik Rasmussen, og bestyrelsesmedlem Freddy Frandsen træder tilbage. Mandefaldet sker blot én dag efter, at Vestas finansdirektør og vicekoncernchef, Henrik Nørremark, blev afskediget.
"Der er med en ny bestyrelsessammensætning åbnet for at skifte direktør - altså fyre Ditlev Engel, hvis man mener, at det er den rigtige beslutning," siger Jacob Pedersen til Newspaq.
Bestyrelsesformand Bent Erik Carlsen har hidtil holdt hånden under Vestas' topchef Ditlev Engel.
Jacob Pedersen tror dog ikke, at en udskiftning af direktøren bliver aktuel foreløbigt.
"I den nuværende situation er Ditlev Engel nærmest den eneste mand i toppen af den daglige ledelse, der kan sikre en vis kontinuitet i Vestas-forretningen, nu man også har fyret Henrik Nørremark," lyder det fra Sydbanks analytiker.
Han tror heller ikke, at medarbejderne på kort sigt vil mærke meget til de store udskiftninger i Vestas-toppen.
"På længere sigt skal udskiftningerne gerne give investorerne øget tillid til, at Vestas kan begynde at levere bedre resultater og få aktiekurser til at stige," siger Jacob Pedersen.
1.300 danske medarbejdere må i år forlade Vestas i den tredje fyringsrunde på tre år.
Vestas beskæftiger 22.000 ansatte på verdensplan.