Amy Winehouse er nu blevet bisat.
Venner og familie var mødt op ved et kapel i det nordlige London, hvor den unge sangerinde blev kremeret. De tætteste var forinden blevet inviteret til en privat mindeceremoni.
Ifølge en talsmand for familien, holdt faderen, Mitch Winehouse, en rørende mindetale, med historier fra datterens barndom. Talen endte med ordene:
"Godnat min engel. Sov godt. Mor og far elsker dig fantastisk meget."
Familien havde ønsket en stille og privat ceremoni til at tage afsked med Winehouse, derfor var "kun" 150 af de tætteste med til bisættelsen.
Blandt de fremmødte var blandt andre Mark Ronson, der producerede Winehouses meget roste "Back to Black"-album, og sangerindens tætte veninde Kelly Osborne.
Amy Winehouse var kun 27 år, da hun lørdag blev fundet død i sin lejlighed. Sangerinden havde længe kæmpet mod stof- og alkoholmisbrug. Hun var kendt for sine skandaløse offentlige optrædender, men mest af alt for at være en genial sangerinde og sangskriver.
Kilde: BBC