Palæstinensernes sundhed er alvorligt truet, fordi Israel forhindrer dem i at få adgang til rent drikkevand.
Det hævder i hvert fald Amnesty International i en ny rapport.
"Israel kontrollerer og sætter restriktioner på palæstinensernes adgang til vand i de besatte områder i et omfang som hverken møder behovene eller gør det ud for en retfærdig fordeling af vandressourcerne," skriver Amnesty ifølge Politiken.
Ifølge rapporten bruger Israel mere end 20 gange så meget vand pr. indbygger, som den palæstinensiske befolkning i de besatte områder.
Ifølge Amnesty har Israel blandt andet taget kontrollen over den palæstinensiske del af Jordan-floden.
"Israel tillader kun adgang til en lille del af de delte vandressourcer, hvoraf størstedelen ligger på den besatte Vestbred, mens ulovlige israelske bosættelser i området modtager stort set ubegrænsede forsyninger. I Gaza har den israelske blokade gjort en allerede frygtelig situation værre," siger Amnesty Internationals researcher i Israel og de besatte områder, Donatella Rovera.