Den amerikanske super-spare-komité giver op.
Den var nedsat til at finde besparelser for 1200 milliarder dollar (6636 milliarder kroner) på de offentlige budgetter over de næste 10 år, men det vil ikke ske inden komitéens deadline onsdag. Det skriver epn.dk.
I en fælles erklæring smider komitéens ledere, den demokratiske senator Patty Murray og det republikanske kongressmedlem Jeb Hensaring, håndklædet i ringen.
"Efter måneders hårdt arbejde og intense drøftelser er vi i dag nået til den konklusion, at det ikke vil være muligt at have en fælles aftale klar til offentligheden inden komitéens frist," skriver de.
Dermed træder der nu automatiske besparelser for 1200 milliarder i kraft.
Det blev aftalt ved komitéens oprettelse, at hvis den ikke opfyldte sit formål, ville disse foruddefinerede besparelser, der er ligeligt fordelt på militær og sociale ydelser, blive gennemført.
Det skal sikre, at den amerikanske kreditværdighed ikke rammes af den fastlåste politiske situation, hvor især mulige skattelettelser deler parterne.
Kilde: epn.dk