Dommeren i sagen om mordet på skuespillerinden Lana Clarkson har åbnet for, at tv kan følge retssagen, skriver AP.
»Det er i offentlighedens interesse,« lød den korte og præcise begrundelse fra dommer Larry Paul Fidler.
Det er den 67-årige plade-producer Phil Spector, der står anklaget for mordet. Han var indtil 2003 berømt for at have defineret lyden af de tidlige 60’ere med sin ’wall of sound’, og for at være en mærkelig eneboer med hang til skydevåben.
I februar 2003 blev han imidlertid sigtet for at have myrdet sin kæreste Lana Clarkson i sit palæ i Beverly Hills.
Spector siger han er uskyldig og er fri mod en kaution på en million dollar. Hvis han bliver dømt, vil han sandsynligvis tilbringe resten af sit liv i fængsel.
Phil Spectors privatliv er så broget og bizart, at retssagen mod ham givetvis vil kunne trække rigtig mange seere i stil med sagen mod O.J. Simpson, der også blev vist i tv i 90’erne.
Spector stod i sine velmagtsdage bag hits som ?Be My Baby’, ’Da Doo Ron Ron’ og ?You’ve Lost that Lovin’ Feeling’. Han producerede John Lennons ’Imagine’ og har også samarbejdet med det legendariske punkband Ramones.