Tech-giganten Amazon sagsøger det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, for at have indgået en milliardkontrakt med Microsoft.
Det oplyser en talsmand for den amerikanske virksomhed natten til lørdag dansk tid.
Amazon var favorit til at vinde kontakten på ti milliarder dollar - svarende til 67 milliarder danske kroner - med det amerikanske forsvarsministerium.
Men i oktober oplyste Pentagon, at Microsoft havde vundet kontakten.
Amazon bestrider beslutningen og har derfor indgivet et søgsmål til den amerikanske domstol, der behandler føderale klager.
Klagen er indsendt forseglet, og de nærmere oplysninger omkring den er derfor ikke offentligt tilgængelige.
Amazon oplyser i de retsdokumenter, hvor der anmodes om at hemmeligholde oplysningerne i klagen, at klagen indeholder mange følsomme informationer. Herunder forretningshemmeligheder og fortrolige økonomiske oplysninger.
Derfor vil offentliggørelsen af klagen kunne skade Amazons konkurrenceevne, lyder det.
I sidste uge afviste USA's forsvarsminister, Mark Esper, at Pentagon har været partisk i forbindelse med beslutningen om at give kontrakten til Microsoft.
Amazon har tidligere hævdet, at der gik politik i beslutningen om, hvem kontakten skulle gives til.
Tech-giganten har henvist til, at USA's præsident, Donald Trump, længe har kritiseret Amazon og virksomhedens stifter, Jeff Bezos.
Den omstridte kontrakt er en del af en større modernisering af Pengatons it-systemer.
Projektet kaldes "The Joint Enterprise Defense Infrastructure Cloud", som forkortes Jedi. Målet er at fremme digitaliseringen af ministeriet.
Microsofts aktier steg med 2,5 procent, i timerne efter at nyheden om at Microsoft vandt kontrakten blev offentliggjort. Amazons faldt omvendt med 0,98 procent.
/ritzau/Reuters