Amagermandens søn slipper ustraffet fra den sag, hvor hans far forsøgte at presse ham til voldtægt af en tilfældig kvinde.
Det oplyser chefen for personfarlig kriminalitet hos Københavns Politi, Jens Møller, over for Newspaq.
"Sigtelsen er frafaldet, fordi han står i nær familiær kontakt med den nu tiltalte," forklarer han.
Samtidig står det klart, at Marcel Lychau Hansen, bedre kendt som Amagermanden, skal en ny tur i retten.
Københavns Politi har mandag formelt rejst tiltale i sagen om forsøg på smugling af sæd og opfordring til overfald.
Episoden fandt sted i slutningen af december, kort før han blev idømt livstid for seks voldtægter og to drab.
Her forsøgte den tidligere fodboldtræner at overtale sin søn til at slå en kvinde ned og efterlade sin sæd på hende, så han kunne gå fri. Et familiemedlem slog dog alarm og sønnen blev pågrebet, inden han fik held med sit skræmmende forehavende.
Formelt bliver Marcel Lychau Hansen tiltalt for tilskyndelse til forsøg på voldtægt efter straffelovens paragraf 216, jævnfør stk. 21 og 23.
Sagen bliver formentlig indledt inden for en til to måneder.