Helt usædvanligt har Alphabeat, bandet med den retroagtige feel good-lyd, fyldt spillestederne til bristepunktet på deres første rigtige turné. Spandevis af teenagere i gymnasiealderen vælter ind for at se det silkeborgensiske band. Men det mere modne publikum har åbenbart også fået ørerne op for radiohits som Fascination og 10.000 Nights of Thunder .
På jeres hjemmeside skriver en 30-årig mand, at Alphabeat bringer ham tilbage til sin gymnasietid. Er det meningen?
»Meget af musikken lavede vi faktisk, da vi gik i gymnasiet i Silkeborg, så det er ikke så underligt, hvis musikken er meget teenage-agtig. Faktisk er vores musik ligesom en teenager: blåøjet, naiv og pisseirriterende,« siger Alphabeats guitarist Anders Bønløkke.
Pisseirriterende!?
»Ja, musikken kan virke irriterende, fordi den er catchy. Vores musik er så sjov og umiddelbar, at man forstår den med det samme, og på et tidspunkt har man måske fået nok af Alphabeat ... Der er jo også en grund til, at hits hedder landeplager,« siger Bønløkke.
Enormt meget lort
Han har ligesom resten af bandet knap nok selv forladt den problematiske teenagealder.
Faktisk står bandets beskedne aldersgennemsnit på omkring 22 år i skærende kontrast til Alphabeats kraftige inspiration fra 1970 erne og 80 erne – to musikalske perioder, som Alphabeat af gode grunde ikke rigtig selv har oplevet. Men det er ifølge trommeslageren Troels Hansen ikke nogen bagdel, tværtimod.
»Når man ikke selv har været der, oplever man musikken på en anden måde. Der blev lavet enormt meget lort dengang, men også meget god musik, som vi dyrker meget i vores pladesamlinger, og i den musik vi spiller,« siger han.
Skulle der nu alligevel sidde nogen derude, som er lidt usikre på, hvad de kan forvente sig af en livekoncert med Alphabeat, så kommer svaret prompte fra det seks mand store orkester: »Fest! Ligesom i gymnasiet.«
Koncerten i aften i Pumpehuset er udsolgt. Tjek www.alphabeat.dk for det resterende turnéprogram.