Treårige Alma Jensen fra Fjerritslev lever. Havde hendes forældre bestemt, var hun død.
Alma har leukæmi, og for at blive rask skal hun ind imellem have blodtransfusion. Det siger hendes forældre konsekvent nej til. De er Jehovas Vidner og dermed overbevist om, at blodtransfusion er synd mod Gud.
Men forældrene får ikke lov til at bestemme. Selvom lovgivningen udtrykkeligt siger, at forældre skal give samtykke til blodtransfusion, siger den også, at hvis det handler om liv eller død, så er det myndighederne, som overtager ansvaret.
Indtil videre har Steen Rosthøj, overlæge på Aalborg Sygehus børneafdelings kræftafsnit, sammen med myndighederne bestemt, at Alma skal have blod fire gange.
Afsat som far og mor
Almas far og mor, Per og Jane Jensen, må hver gang stå ved siden af og se på, at deres forældremyndighed bliver sat til side, mens det sker.
»Det er meget svært. Vi vil hellere end gerne have hjælp til vores barn, og vi ved, at lægen gør alt, hvad han kan. Men alt vender sig i mig, når jeg ser blodtransfusionen. Jeg ved, at det er forkert,« siger Per Jensen, som er selvstændig vinduespudser.
»Jeg ved godt, at vi i hans øjne udøver et overgreb mod Alma. Det er bestemt ikke sjovt at gøre noget, som forældrene bliver så kede af, men jeg fokuserer på, at jeg varetager barnets interesse. Det ville efter min mening være værre, hvis vi ikke gjorde noget. Så ville hun dø,« siger Steen Rosthøj.
Kun til børn i livsfare
Gennemsnitligt én gang om året får et forældrepar fra Jehovas Vidner frataget retten til at bestemme over behandlingen af deres barn, oplyser Jehovas Vidners hovedkontor. Proceduren er lagt fast i lovgivningen, og den sikrer, at børn får blod, hvis det kan redde deres liv, selvom forældrene er imod.
Steen Rosthøj har været med til det tre gange. I hvert tilfælde har den lille patient efterfølgende fået flere blodtransfusioner.
»Vi vil ikke misbruge vores magt, så vi giver kun blod, når patienten er i livsfare. Vi giver for eksempel ikke Alma blod, bare fordi hun er træt og bleg. Det gør vi med andre børn, som har kræft,« siger Steen Rosthøj.
Per Jensen vil ikke sige, at han er lettet over, at ansvaret for Almas liv er blevet taget fra ham. Han er lykkelig for, at hun lever, men for ham er det evige liv vigtigere.
»Jeg kan se, at hun får det bedre, når hun får blod. Hun får farve i kinderne og bliver friskere. Det er en lettelse. Men jeg har også en Gud, jeg skal forsvare mit liv over for. Jeg tror, at der er mere end det her liv. Jeg skal leve i evigheden sammen med Alma, uanset hvad der sker her på jorden,« siger Per Jensen.
Dårlig samvittighed
Han har dårlig samvittighed over, at han ikke følger sin Guds bud.
»Men han ved også, at jeg har gjort, hvad jeg kunne. Gud tilgiver mig,« siger han.
Om halvandet år regner lægerne med, at Alma er rask. Indtil da vil hun være en meget jævnlig gæst på Aalborg Sygehus hos Steen Rosthøj. Hun vil sandsynligvis også modtage flere blodtransfusioner.
»Da Alma blev syg, styrtede vores verden i grus. Vi tudbrølede, og jeg var helt vildt bange. Oven i det kom, at vi var imod blodtransfusion. Det var et kæmpe pres at stå i. Lægen forstod godt, at vores samvittighed sagde nej til blod. Hans samvittighed sagde til gengæld ja. Det var svært, men han hoverede ikke. Det har været en hjælp,« siger Per Jensen.