Politiet, hjemmeværnet, brandvæsnet, Vejdirektoratet og Falck. Alle har i dag arbejdet sammen for at få åbnet de Københavnske motorveje igen.
Med materiel fra Jylland kæmper de stadig for at få de kæmpe vandmængder væk fra vejbanen.
"Man er i fuld gang med slamsugningen. Seneste lidt optimistiske prognose siger, at både Lyngby-motorvejen og Holbæk-motorvejen vil blive åbnet igen omkring midnat," fortæller vagtchef i vejdirektoratet Thorarinn Aggi Thorarinsson.
Men det kan alt sammen blive smadret af det regnvejr, der er på vej. For spørgsmålet er om indfaldsvejene er klar til morgenmyldretiden.
"Det kommer an på natten. Jeg vil tro, at hvis de når at få fjernet al vandet nu her, så vil vi kunne holde vejene klar til i morgen tidlig. Men det kommer selvfølgelig an på, hvor meget vand der kommer i nat," fortæller han.
Og hvis der skulle komme meget vand, så er beredskabet på plads.
"Vi er klar til at arbejde hele natten," slutter vagtchefen.