Grevinde Alexandras eksmand havde tilsyneladende fået et glas eller to over tørsten, da han for nyligt satte sig bag rettet i sin bil.
Den 38-årige Martin Jørgensen blev i marts stoppet af politiet i nærheden af sit hjem på Islands Brygge i København. Han blev bedt om at blæse i et alkometer, og det gav et udslag en smule over de tilladte 0,5 promille. Det skriver HER&NU.
Martin Jørgensen blev bragt til en rutinemæssig standsning, fordi der ikke var betalt forsikring på hans Mercedes.
- Jeg er meget ked af det. Jeg er utrolig skuffet over mig selv og ked af, at jeg har såret så mange omkring mig. Jeg har sat dem i en forfærdelig situation, og det er ikke fair, hvis andre bliver inddraget i sagen, siger Martin Jørgensen til HER&NU.
Han uddyber og fortæller, at han ikke var klar over, at han havde en promille, da han satte sig i bilen for at hente cigaretter en sen nattetime. Han understreger også, at han er imod spirituskørsel.
- Jeg er meget, meget ked af det skete. Undskyld, siger Martin Jørgensen til HER&NU.
Forsikringen er nu betalt, og Martin Jørgensen forklarer, at den manglende betaling var et resultat af en regning, der var blevet sendt til en forkert adresse. Reklamemanden blev ved episoden taget med på politstatitionen, hvor der blev taget en blodprøve. Martin Jørgensen risikerer alt efter promillens størrelse en bøde og en betinget frakendelse af kørekortet.
I september sidste år annoncerede grevinde Alexandra, at hun og Martin Jørgensen efter otte års ægteskab skulle skilles. Martin Jørgensen flyttede i den forbindelse ud af parrets fælles bolig, som grevinden nu har solgt med millionfortjeneste. Dengang lød forklaringen fra grevinde Alexandra, at parret ikke længere havde de samme værdier.