Da Alexandra giftede sig med Martin Jørgensen, mistede hun sin skattefrihed og dermed omtrent halvdelen af sin årlige apanage på 1,9 millioner. Men nu kan hun selv råde bod på den slunkne bankkonto.
Grevinden er nemlig tilbage på arbejdsmarkedet med en bestyrelsespost i medicinalvirksomheden Ferring - en post, der anslås at give mellem 200.000 og 500.000 om året. Det skriver Eb.dk.
- Det er på det niveau. For jeg tror ikke, hun får mere, fordi hun er tidligere medlem af kongehuset. Sådan fungerer det ikke, siger Asger Aamund, der selv er bestyrelsesformand i biotekfirmaerne Bavarian og NeuroSearch.
Han mener Alexandra er et godt valg til posten, hvor hun vil få ansvaret for Ferrings fokus på socialt ansvar. Og skulle den nye løn ikke slå til, når topskatten er betalt, foreslår erhvervsmanden, at Alex påtager sig yderligere fire-fem bestyrelsesposter.