Adskillelige ungersvende har forsøgt, men ingen er lykkes med at slå veteranmålmand Søren Jochumsen ud på bænken i AC Horsens.
Den 34-årige keeper holder både alderskortet og kamprekorden højt i Den Gule Fare fra Horsens. Med 497 kampe på førsteholdet har ingen spillet flere kampe end den rutinerede sprællemand. Og nu tyder alt på, at Søren Jochumsen også kommer over 500 kampe i den gule trøje.
Samarbejdet er nemlig blevet forlænget med et halvt år, så det løber til vinteren 2011.
"Vi har valgt at forlænge Søren Jochumsens aftale med yderligere et halvt år og til den tid må vi så tage stilling til hans situation igen. Han har nået en høj alder for en fodboldspiller og derfor har vi valgt kun at forlænge hans aftale med et halvt år, men han har holdt et fint niveau i denne sæson og han er stort set aldrig skadet," siger klubdirektør Jesper Hansen.
Træner Johnny Mølby er glad for at beholde sit plankeværk, der trods alderen er frisk som en vårhare.
"Søren Jochumsen har spillet en rigtig flot sæson for os. Han er fit, elsker at træne og bidrager blandt andet med sin rutine og masser af ro til holdet," siger træneren, der som den første altid sætter Søren Jochumsen på holdkortet.
Hovedpersonen er tilfreds med at tilbringe et halvt år mere i hjerteklubben.
"Jeg har haft en fin sæson her i AC Horsens, hvor jeg er glad for at komme hver eneste dag og jeg er glad for forlængelsen. I min alder kan man ikke forvente en kontraktforlængelse på tre-fire år, så vi må tage en snak igen om et halvt års tid," siger keeperen.
Søren Jochumsen har i denne sæson hentet bolden ud af nettet 29 gange i 24 kampe.