Den tidligere amerikanske vicepræsident, Al Gore, ventes onsdag at søsætte en massiv global musikbegivenhed til fordel for miljøet.
Begivenheden vil være i stil med LiveAid, og koncerterne vil finde sted i storbyer på verdens forskellige kontinenter fra Japan til England til USA 7. juli i år, skriver Nme.com.
Adskillige musikere skulle allerede være hyret til begivenheden.
Den demokratiske politiker har de seneste år kastet sig ind i miljøkampen, og har rejst verden rundt for at advare om den globale opvarmnings konsekvenser. Således skal han mødes med Sovjetunionens sidste leder Michail Gorbatjov i Frederikshavn 6. marts.
Al Gores dokumentarfilm om klimaproblemer ’En ubekvem sandhed’ er i år nomineret til en Oscar i kategorien ’Bedste Dokumentar’.