Planeten er i fare, og USA er nødt til at tilslutte sig internationale forhandlinger om en klimaaftale i København 7. til 18. december.
Sådan lød beskeden fra den tidligere vicepræsident og nu miljøforkæmper Al Gore til USA's kongres natten til torsdag dansk tid.
Her havde han i vanlig stil medbragt grafik, fotos og video for at demonstrere sin pointe om, at klimaforandringer er tættere på ikke at kunne genoprettes, end de fleste er klar over.
"Videnskaben skriger praktisk talt fra hustagene. Planeten er i undtagelsestilstand. Det er uden for den skala, vi normalt forholder os til," sagde han til senatorerne i kongressen.
Her fastslog han, at en klimaaftale bør omfatte klare krav til at landene lever op til grænseværdier for CO2-udledning fra fossile brændstoffer.
Samtidig opfordrede han senatorerne til at vedtage præsident Barack Obamas økonomiske hjælpepakke til 4.637 milliarder danske kroner, der rummer flere energipolitiske tiltag.