For blot to uger siden holdt de 40 års bryllupsdag.
Men nu viser det sig, at kærligheden mellem USA's klima-forkæmper og hans hustru ikke længere holder.
Al Gore skal nemlig skilles fra sin hustru Tipper.
Det har de i dag offentliggjort, skriver politico.com.
I en e-mail, som nyhedsitet har fået fingrene i, skriver eks-vicepræsidenten og hans kone:
"Vi annoncerer hermed, at vi efter mange overvejelser og diskussioner har besluttet at lade os separere".
Og de understreger, at ingen har vraget hinanden, men at de er enige om beslutningen.
"Det er i høj grad en fælles beslutning, som vi støtter hinanden i, og som vi har truffet efter en lang proces med mange overvejelser," skriver de i meddelelsen.
Gores talsmand Kalee Kreider har over for AP bekræftet, at meddelelsen kommer fra parret.