Når statsminister Helle Thorning-Schmidt på torsdag indtager 1-maj scenen i Fælledparken bliver der formentlig alligevel mulighed for at tilhørerne kan høre hendes ord.
Det skriver Ugebrevet A4.
På et møde i formiddag mellem aktionsgruppen ”Her er oprøret” og LO Hovedstaden er der indgået et kompromis, der blandt andet betyder, at:
- LO Hovedstaden skal melde ud, at organisationen forstår frustrationen hos aktivisterne.
- LO Hovedstaden skal melde ud, at det politiske grundlag for 1. maj ikke er et udtryk for regeringens førte politik, men for fagbevægelsens ønsker til den førte politik. Begge dele gennem pressemeddelelse.
- LO Hovedstaden arrangerer efterfølgende dialogmøde mellem aktivister og politisk ordfører Maja Panduro
- Til gengæld indkalder aktivisterne til at mødes på afstand af scenen og til at blive stående på afstand af scenen frem for på forreste række.
- Aktivisterne opfordrer også deltagerne til at anerkende politisk uenighed og til, at man forholder sig til Helle Thorning-Schmidts tale og generelt til en ”god politisk kampdag.”
Fløjter er ikke specifikt nævnt i aftalen.