Voldsomme kampe mellem syriske regeringsstyrker og oprørere har lørdag morgen kostet adskillige menneskeliv i det nordlige Syrien, oplyser aktivister.
De blodige sammenstød fandt sted i udkanten af byen Raqa nær grænsen til Tyrkiet.
- Kampene har raset siden daggry, og hæren har bombarderet flere kvarterer i byen, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger voldshandlingerne i det krigshærgede land.
- Mange soldater og oprørere er dræbt, lyder meldingen fra den britisk baserede aktivistgruppe.
Øjenvidner fortæller, at eksplosionerne kunne høres inde i byen, og at tyk sort røg stiger mod himlen flere steder.
/ritzau/AFP