Onsdag meddelte fodboldklubben FC København, at angriberen Dame N'Doye er solgt til den russiske klub Lokomotiv Moskva, og det salg var godt nyt for Parken-aktien.
Parken-aktien stiger markante 11,1 pct. til 75 kroner per aktie efter nyheden om, at stjerneangriberen skifter med øjeblikkelig virkning til Lokomotiv Moskva.
Dermed er aktien steget med 14,5 pct. på en uge i takt med, at salget er kommet tættere og tættere på.
Salget ventes at løfte resultatet før skat med 36 millioner kroner i 2012.
Dame N'Doye har længe ytret et ønske om at forlade klubben og har ikke været med på holdet i de første kampe i Superligaen.
- Det er lidt af et eventyr, der slutter her. Hentet til København fra udkanten af den græske liga, den første tid blev vanskelig, og der var lang vej til anerkendelsen og hæderen.
- Men det endte med mesterskaber, topscorerpriser og Champions League. Men alting har en ende, og vi vil altid huske "Doye" for en stor indsats i en fantastisk periode i klubbens historie, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen i en pressemeddelelse.