Traditionsklubben AGF har pæn sportslig succes efter klubbens tilbagevenden til Superligaen.
Men den århusianske klubs tradition for dårlige regnskaber holder ved. AGF har netop offentliggjort sit regnskab for 2010/2011, og der er blodrøde tal på bundlinjen.
Det har været en dyr tur klubben har haft ned i den næstbedste række, for underskuddet lander på 34,8 millioner kroner.
"Efter, at vi i nogle år har arbejdet med at slanke forretningen i Århus Elite, så den kun består af AGF og driften af NRGi Park & Arena, var det en streg i regningen, at vi skulle spille i 1. division i sidste sæson. Sammenholdt med konjunkturerne i samfundet har dette ophold kostet dyrt," siger direktøren for Århus Elite, der er selskabet bag AGF, Jan Christensen.
Året før gav et underskud på 25,3 millioner kroner og næste år vil igen byde på røde tal, oplyser klubben.
Bestyrelsesformand Torben Bjerre-Madsen ser lyst på fremtiden for klubben fra Fredensvang.
"Vores start på den nye sæson viser, at vi er på rette vej - det gælder såvel den sportslige som den økonomiske udvikling. Så jeg er fortrøstningsfuld ved, at vi på sigt kan vende tilbage til toppen af dansk fodbold og få en forretning i økonomisk balance," siger han.
AGF ligger efter ni kampe i superligasæsonen på en pæn fjerdeplads.