AG København kunne i går juble over hjemmesejren på 30-29 over spanske Ademar Leon i Champions League.
Nu kan klubben glæde sig over, at den norske verdensklassemålmand Steinar Ege har besluttet at fortsætte imellem stængerne.
I dag har den 39-årige nordmand skrevet under på en to-årig forlængelse af kontrakten.
"Det er en klub, jeg er utrolig glad for at være i, og det er en organisation, der arbejder på en langsigtet strategi, der skal bringe os helt til tops. Det vil jeg selvfølgelig være en del af," siger Steinar Ege til klubbens hjemmeside.
Københavnerne fører i Jack & Jones Ligaen, og det er ikke mindst på grund af ligaens bedste forsvar, der kun har lukket 314 mål ind i 13 kampe.
Steinar Ege var ellers i overvejelser om at trappe håndboldlivet ned.
"Jeg føler mig helt frisk og er i super form og kan slet ikke se, hvorfor jeg skulle stoppe nu. Jeg og familien er rigtig glade for København, og man kan ikke finde en bedre klub end AGK," siger Steinar Ege, der kom til AG København fra FC København Håndbold.